Åh ja, I think I might admit that I'll have to, here halfway through summer, say that I am in summer holiday from all this internet stuff! Simply too much else happening and a baby takes too much energy to do this wholeheartedly!
Here, anyway, is just a little post, that I promised to post some of my old writings but it is in Danish so - now in danish - Ja, det er ikke så meget en rejsehistorie endnu, det er historien om de sidste dage inden jeg forlod København for at tage ud på rejsen mod Indien over land i september 2010. Jeg var noget yngre dengang og meget har ændret sig siden! Men lad os starte fra begyndelsen!
Ingen billeder denne gang, da min baby sidder på mit skød lige nu og piver og jeg desværre har mistet alle mine billeder fra den tid :/
Here we go;
Leaving Copenhagen:
Det gav en sær tilfredstillelse at pille de gamle ting ned fra mine vægge da jeg begyndte at pakke mit værelse ned for at tage af sted og for at Sidsel kunne overtage det. En chance til bare at rydde fuldstændig ud og starte forfra igen. Jeg var så træt af rodet, alle de ting og ligegyldige ejendele! Possesions possesions, I am sick of possesions. Ejendom er tyveri.
Overvejer at give det hele væk, men alligevel pakker jeg det ned i sække og kasser og stiller det hele op på loftet. Jeg er alligevel lidt bange måske. Men har også en idé om, at med alle de ejendele jeg har nu, kan jeg overleve resten af mit liv, uden nogensinde at behøve at tilegne mig nye. Aldrig at skulle bekymre mig om ting længere. Men ved ikke om det er sådan det fungerer, jeg lærer stadig.
Men samtidig med tilfredsstillelsen om at pakke alt væk og tage væk, simpel, fri og glad, var jeg også meget trist disse få dage. Den reelle afgang kom meget pludseligt, på en eller anden måde. Vi havde hørt om et lift gennem vores gode ven Sam. Fra København hele vejen til Sheffield, kun få kilometer fra vores første bestemmelsessted, Sparrows forældres hus i Knottingley. Det var vidst søndag de tog af sted, men siden Sam selv var ankommet med de samme mennesker torsdagen forinden, havde vi intet hørt fra ham. Også underligt, da vi havde været meget spændte på hans ankomst, vi havde ikke set ham i omkring 8 måneder og han var en af vores mest værdsatte bekendtskaber. Og nu var det allerede onsdag, så vi besluttede at tage ud til Flydende By, hvor han efter sigende skulle være. Vi kom derud, Og Sam var der! Et gladeligt gensyn og vi mødte hans venner, som sagde at vi kan få liftet, at det endda går hele vejen til Leeds, endnu tættere på vores bestemmelsessted og det kun vil blive 20-30€ pr person, og at vi tager af sted lørdag morgen!
Uden at have sagt farvel til nogen, rørt en eneste finger for at begynde at rydde mit værelse, virkede dette meget pludseligt og en smule tvivl kom over os. Men vi snakkede meget frem og tilbage og besluttede til sidst at takke ja. Det var simpelthen et for godt tilbud til at sige nej.
Så jeg ringede til min mor, besluttede at tage ud til hende, min far og min bror samme aften. Jeg kommer til at savne dem. Igen.
Bare 2 måneder forinden var jeg lige hjemkommet fra en 5 mdrs rejse. En blaffetur til Saharas ørken i Marokko og tilbage igen, så det gjorde ret ondt for mig at forlade dem igen. Jeg forstår hvordan Sparrow har det.
Og mens jeg gik her og pakkede ting ned, torsdag aften, var hverken Mette eller Julie hjemme. Mine elskede kusiner, bofæller og bedste venner. Især Julie havde jeg på det sidste opbygget et nært venskab til. På de tidligere 5 mdrs rejse havde vi mødtes 2 gange – i Spanien, både Barcelona og boede sammen i 2 uger på en gård i Alcoy og så langt senere i Delft i Holland, hvor vi sammen tog til Amsterdam og derfra blaffede sammen, os 2, tilbage til København. Jeg elskede virkelig Julie disse dage. Jeg følte aldrig at jeg spildte tiden når jeg var sammen med hende. Men nu var hun i Holland, for at besøge sin kæreste, den kærlige Naud. Men vi ville nok lige nå at ses fredag eftermiddag, hvor hun skulle komme hjem, for at tage af sted igen, for at indspille musik med sit middelalderband Leikarar.
Familie. Disse rejser får mig til at indse hvor helt utroligt meget jeg elsker dem. Men heldigvis er jeg tryg ved at vide at jeg aldrig vil miste dem. I hvert fald ikke i livet.
Og der er selvfølgelig også vennerne. Efter at have besøgt min mor onsdag til torsdag, tog vi torsdag morgen tilbage ud til Teglholmen, Flydende By, og hentede Sam, Kyle og Lotte og Sams ven Keir, med hjem til os.
Kyle og Lotte varmede virkelig mit hjerte disse dage. Intet har jeg gjort for at imponere dem eller overtalt dem til at være mine venner. Har kun været imponeret af dem selv. Og alligevel kommer de og krammer mig hver gang jeg ser dem. Disse smukke fantastiske mennesker. Jeg er så beæret over at de kan lide mig! Wow. Verden er fantastisk god mod en nogle gange. Eller også er det bare mennesker der er gode mod hinanden.
Kyle, Lotte og Sam, i er fantastiske!
I Friborgen havde vi en lille have te fest med te af tørrede urter fra haven. Da det begyndte at regne gik vi alle op på loftet hvor vi sad og kiggede på bøger og tegnede cd labels til Sams cd "Sail of Dreams” og drak Earl Grey te med honning og soyamælk.
Min far kom forbi og så på loftet og senere kom Dagmar forbi. Sam, Kyle, Lotte og Keir tog videre og mens jeg begyndte at pakke værelset ned, lavede Dagmar og Sparrow mad som vi spiste i stearinlysets skær. Dagmar overnattede ligesom 3 østrigske couch surfere der kom samme dag.
Dagen efter var den 17. september. Hvad der skete denne dag for et år siden, huskede jeg tydeligt. Det var denne dag Bolsjefabrikken havde fået at vide var den sidste dag de kunne være på deres fabrik. Bolsjefabrikken er et kultursted, eller et sted for skæve eksistenser og kreativitet. Et sted hvor jeg kunne være og altid gå hen. Et sted hvor der altid var mad til de sultne, kram smil og hygge. Og hjælp til at kreere sine drømme, forvandle skrald til guld. Det var her jeg mødte Martin. Og Kyle og Lotte. Og Ask og Jim og på sin vis Sparrow. Og alle de andre. Vi holdt til i en gammel Bolsjefabrik, deraf navnet, der var til låns af ejeren, men nu, den 17. september 2009, kunne vi ikke være der mere.
Men den 17. september var ikke kun en trist dag, for vi havde fået dette nye sted på Lærkevej, fuld af potentiale. Et gammelt VVS firma, en fin bygning i 3 etager plus en lille ekstra bygning i 2 etager. Og den 17. september et år tidligere var jeg med til at bære de sidste ting over til Lærkevej, der heldigt nok lå kun et par gader væk, i samme fuglekvarter som Glentevej hvor den gamle fabrik lå. Vi kørte ting på den hjemmelavede cykeldrevne ”lastvogn” med 2 cykler i front, og var et farverigt optog imod indtagningen af Lærkevej 11. Der var fine taler og drinks på den gamle fabrik og jeg kneb en tåre da jeg gik rundt i de gamle, nu tomme lokaler, der indeholdt så mange fine minder. Men Martin var der ikke, hvilket jeg var ret trist over, da han var min stærkeste forbindelse til stedet. Han var der den første gang jeg besøgte stedet, men skulle ikke være der den sidste.
Men den nye Bolsjefabrik på Lærkevej 11 stod stadig dette år efter, og havde bibeholdt det samme navn, og denne dag tog vi derud for at fejre det nye steds fødselsdag.
Jeg havde ikke været så meget på det nye sted på det sidste, siden Martin, Ask, Kyle og Lotte og alle de andre, alle var rykket med Bolsjefabrikkens datterprojekt, Flydende By, som havde lokaler ude på Teglholmen.
Men Bolsjefabrikken trivedes ganske fint som et tilholdssted for forskellige værksteder. Der var biograf, atelier, øvelokale, galleriet ”Galleri Stald”, cykelværksted, træværksted, hobbyværkstedet ”Fiflen”, bibliotek, indspilningslokale, kælderbaren ”Lommelærken”, fællesfestrummet og køkken og spiserum med ugentlig folkekøkken hver fredag. Desuden var der have med mangfoldighed af forskellige spiselige (og ryge-lige) planter. Og plads til mere og flere.
Så denne aften kørte jeg og Sparrow af sted på tandemen til Nørrebros Bolsjefabrik for at fejre fødselsdagen. Det var også fredag, så vi forventede folkekøkken, men kom ind og mødte Will og Maja der sad i spiserummet.
”Åhr, jeg er sulten, hvad tid er det der er Folkekøkken?” spurgte jeg Maja
”Der er ikke folkekøkken i dag” var svaret ”Der er fødselsdag”
”Ja, er der så ikke ’fødselsdags folkekøkken’?”
”.. det tror jeg ikke..”
”Hvad er alt det så for? ” spurgte jeg og pegede over mod et langbord der var stillet op og fyldt med tallerkner og bestik
”Det er fødselsdags-middag” sagde hun og kiggede ned ”tror ikke det er åbent for alle..”
Vidste ikke om jeg skulle forstå det som at dette var en lukket fest som vi ikke var inviteret til. Maja kan godt nok være lidt svær at forstå til tider, men måtte lige gå ud et øjeblik, lidt i frustration over at blive behandlet som en fremmed, når jeg fra et år siden var med til at bære alle de ting, havde båret alle bøgerne op i biblioteket sammen med Mette og Lotte og havde lagt fliserne i køkkenet.
Jeg gik ind i galleriet som stod åbent med en udstilling af kunstner-freds-gruppen Pink Army. Jeg kiggede ind og så en gruppe at folk jeg umiddelbart ikke kendte, som stod og drak øl omkring en lille bar i galleriet. Pludselig udbryder en af dem
”Jamen det er jo frk. Friborg!”
”øh, ja-a!” svarede jeg uden helt at kunne regne ud hvem det var, men gættede hurtigt på at det måtte være ”Rasmus Osterhammel” en gut fra Bolsjefabrikken, som jeg var venner med på facebook, men som jeg aldrig var helt sikker på hvem var. Men nu er jeg så ret så sikker. Og det var fantastisk at blive budt velkommen af en jeg ikke engang var sikker på hvem var, efter at have følt mig lidt uvelkommen. Så stod og snakkede med Rasmus et stykke tid, kiggede på udstillingen og gik så tilbage til Sparrow – og Laureen, Tom og Keir, Sams venner, som for resten var kommet. Sam, som vi havde håbet at mødes med var åbenbart taget væk fra alt og alle, i behov for at være alene..
Vi gik op i indspilningsstudiet sammen med Will og sad der og ventede indtil maden var klar. Jeg besluttede at jeg var velkommen nok og det var jeg selvfølgelig også og aftenen udviklede sig til at være ganske god.
Det startede ud med en god fødselsdagsmiddag i traditionel stil blandet med Bolsje-folkekøkken-stil, med taler og selskabssange, selvfølgelig med anarki, graffiti og hash flettet ind, på melodierne ”Jeg ved en Lærkerede” og ”Når Jeg Ser et Rødt Flag Smelde”. Maden var vegansk og fantastisk, ligesom den efterfølgende kage.
Efter middagen var der en Tour De Chambre, som startede i galleriet med ”rød champagne”, Pink Army udstilling og musik. Louis og en gut jeg fandt ud af hed Morten sprang pludselig ind iklædt heldragter som henholdsvis vaskebjørn og kanin. Da jeg heldigt nok selv havde min kanin-trøje, med påsyede kaninører på hætten på, hoppede jeg som kanin over til dem, og resten af aftenen var vi dyregruppen!
Derefter gik turen til musik øveren med æblevin og joints og jeg talte med min nye kaninven.
Bagefter kom Fiflen, hvor der var irish coffee og digtskrivningskonkurrence. Hver gruppe trak 2 ord fra en hat der skulle indgå i digtet og vi var dyregruppen og trak ganske passende ”haveslange” og ”ølhund” og fiflede et dyredigt sammen. Digtene blev læst højt fra et bord i midten af rummet og en anden gruppe end os var de heldige vindere af et par trucker briller og 1 mentol smøg.
Så gik turen til træværkstedet hvor de havde en trillebør med øl og man kunne få lov at slå søm i! Hvilket var et stort hit.
I cykelværkstedet havde de ingen drinks, men i stedet en stafetkokurrence. Uden præmie.
I indspilningstudiet var der stoledans - taberne, de som endte uden en stol måtte forlade lokalet og tage en flaske champagne og pope den foran et kamera. Vinderen fik lov at tænde fælles jointen. Den og champagnen blev nydt og delt rundt i biografen, hvor der samtidig var koncert foran en film af bandet i sommerhus.
Til sidst var der dans og bloody marys i fællesrummet, indtil folk faldt i søvn over hinanden på sofaerne og vi cyklede hjemad med Kyle og Keir. Kylde var langt foran os og Keir fulgte efter ham i håb om at han kendte vejen, mens jeg og Sparrow tog vores egen vej. Det viste sig senere at Kyle ikke havde nogen idé om hvor han kørte og Keir mistede ham til sidst og opdagede at han befandt sig i et zonetal meget langt fra 1 eller 2.
Men alt i alt en god aften og god afsked til København, skønt det næsten blev svært at sige farvel, nu hvor alting begyndte at være virkelig godt.
Lørdag gik med at pakke resten af værelset sammen og vi fik skubbet afgangen til tidlig søndag morgen.
..to be continued!
Og PS, du er stadig meget velkommen til at støtte mig på Patreon :)
Here, anyway, is just a little post, that I promised to post some of my old writings but it is in Danish so - now in danish - Ja, det er ikke så meget en rejsehistorie endnu, det er historien om de sidste dage inden jeg forlod København for at tage ud på rejsen mod Indien over land i september 2010. Jeg var noget yngre dengang og meget har ændret sig siden! Men lad os starte fra begyndelsen!
Ingen billeder denne gang, da min baby sidder på mit skød lige nu og piver og jeg desværre har mistet alle mine billeder fra den tid :/
Here we go;
Leaving Copenhagen:
Det gav en sær tilfredstillelse at pille de gamle ting ned fra mine vægge da jeg begyndte at pakke mit værelse ned for at tage af sted og for at Sidsel kunne overtage det. En chance til bare at rydde fuldstændig ud og starte forfra igen. Jeg var så træt af rodet, alle de ting og ligegyldige ejendele! Possesions possesions, I am sick of possesions. Ejendom er tyveri.
Overvejer at give det hele væk, men alligevel pakker jeg det ned i sække og kasser og stiller det hele op på loftet. Jeg er alligevel lidt bange måske. Men har også en idé om, at med alle de ejendele jeg har nu, kan jeg overleve resten af mit liv, uden nogensinde at behøve at tilegne mig nye. Aldrig at skulle bekymre mig om ting længere. Men ved ikke om det er sådan det fungerer, jeg lærer stadig.
Men samtidig med tilfredsstillelsen om at pakke alt væk og tage væk, simpel, fri og glad, var jeg også meget trist disse få dage. Den reelle afgang kom meget pludseligt, på en eller anden måde. Vi havde hørt om et lift gennem vores gode ven Sam. Fra København hele vejen til Sheffield, kun få kilometer fra vores første bestemmelsessted, Sparrows forældres hus i Knottingley. Det var vidst søndag de tog af sted, men siden Sam selv var ankommet med de samme mennesker torsdagen forinden, havde vi intet hørt fra ham. Også underligt, da vi havde været meget spændte på hans ankomst, vi havde ikke set ham i omkring 8 måneder og han var en af vores mest værdsatte bekendtskaber. Og nu var det allerede onsdag, så vi besluttede at tage ud til Flydende By, hvor han efter sigende skulle være. Vi kom derud, Og Sam var der! Et gladeligt gensyn og vi mødte hans venner, som sagde at vi kan få liftet, at det endda går hele vejen til Leeds, endnu tættere på vores bestemmelsessted og det kun vil blive 20-30€ pr person, og at vi tager af sted lørdag morgen!
Uden at have sagt farvel til nogen, rørt en eneste finger for at begynde at rydde mit værelse, virkede dette meget pludseligt og en smule tvivl kom over os. Men vi snakkede meget frem og tilbage og besluttede til sidst at takke ja. Det var simpelthen et for godt tilbud til at sige nej.
Så jeg ringede til min mor, besluttede at tage ud til hende, min far og min bror samme aften. Jeg kommer til at savne dem. Igen.
Bare 2 måneder forinden var jeg lige hjemkommet fra en 5 mdrs rejse. En blaffetur til Saharas ørken i Marokko og tilbage igen, så det gjorde ret ondt for mig at forlade dem igen. Jeg forstår hvordan Sparrow har det.
Og mens jeg gik her og pakkede ting ned, torsdag aften, var hverken Mette eller Julie hjemme. Mine elskede kusiner, bofæller og bedste venner. Især Julie havde jeg på det sidste opbygget et nært venskab til. På de tidligere 5 mdrs rejse havde vi mødtes 2 gange – i Spanien, både Barcelona og boede sammen i 2 uger på en gård i Alcoy og så langt senere i Delft i Holland, hvor vi sammen tog til Amsterdam og derfra blaffede sammen, os 2, tilbage til København. Jeg elskede virkelig Julie disse dage. Jeg følte aldrig at jeg spildte tiden når jeg var sammen med hende. Men nu var hun i Holland, for at besøge sin kæreste, den kærlige Naud. Men vi ville nok lige nå at ses fredag eftermiddag, hvor hun skulle komme hjem, for at tage af sted igen, for at indspille musik med sit middelalderband Leikarar.
Familie. Disse rejser får mig til at indse hvor helt utroligt meget jeg elsker dem. Men heldigvis er jeg tryg ved at vide at jeg aldrig vil miste dem. I hvert fald ikke i livet.
Og der er selvfølgelig også vennerne. Efter at have besøgt min mor onsdag til torsdag, tog vi torsdag morgen tilbage ud til Teglholmen, Flydende By, og hentede Sam, Kyle og Lotte og Sams ven Keir, med hjem til os.
Kyle og Lotte varmede virkelig mit hjerte disse dage. Intet har jeg gjort for at imponere dem eller overtalt dem til at være mine venner. Har kun været imponeret af dem selv. Og alligevel kommer de og krammer mig hver gang jeg ser dem. Disse smukke fantastiske mennesker. Jeg er så beæret over at de kan lide mig! Wow. Verden er fantastisk god mod en nogle gange. Eller også er det bare mennesker der er gode mod hinanden.
Kyle, Lotte og Sam, i er fantastiske!
I Friborgen havde vi en lille have te fest med te af tørrede urter fra haven. Da det begyndte at regne gik vi alle op på loftet hvor vi sad og kiggede på bøger og tegnede cd labels til Sams cd "Sail of Dreams” og drak Earl Grey te med honning og soyamælk.
Min far kom forbi og så på loftet og senere kom Dagmar forbi. Sam, Kyle, Lotte og Keir tog videre og mens jeg begyndte at pakke værelset ned, lavede Dagmar og Sparrow mad som vi spiste i stearinlysets skær. Dagmar overnattede ligesom 3 østrigske couch surfere der kom samme dag.
Dagen efter var den 17. september. Hvad der skete denne dag for et år siden, huskede jeg tydeligt. Det var denne dag Bolsjefabrikken havde fået at vide var den sidste dag de kunne være på deres fabrik. Bolsjefabrikken er et kultursted, eller et sted for skæve eksistenser og kreativitet. Et sted hvor jeg kunne være og altid gå hen. Et sted hvor der altid var mad til de sultne, kram smil og hygge. Og hjælp til at kreere sine drømme, forvandle skrald til guld. Det var her jeg mødte Martin. Og Kyle og Lotte. Og Ask og Jim og på sin vis Sparrow. Og alle de andre. Vi holdt til i en gammel Bolsjefabrik, deraf navnet, der var til låns af ejeren, men nu, den 17. september 2009, kunne vi ikke være der mere.
Men den 17. september var ikke kun en trist dag, for vi havde fået dette nye sted på Lærkevej, fuld af potentiale. Et gammelt VVS firma, en fin bygning i 3 etager plus en lille ekstra bygning i 2 etager. Og den 17. september et år tidligere var jeg med til at bære de sidste ting over til Lærkevej, der heldigt nok lå kun et par gader væk, i samme fuglekvarter som Glentevej hvor den gamle fabrik lå. Vi kørte ting på den hjemmelavede cykeldrevne ”lastvogn” med 2 cykler i front, og var et farverigt optog imod indtagningen af Lærkevej 11. Der var fine taler og drinks på den gamle fabrik og jeg kneb en tåre da jeg gik rundt i de gamle, nu tomme lokaler, der indeholdt så mange fine minder. Men Martin var der ikke, hvilket jeg var ret trist over, da han var min stærkeste forbindelse til stedet. Han var der den første gang jeg besøgte stedet, men skulle ikke være der den sidste.
Men den nye Bolsjefabrik på Lærkevej 11 stod stadig dette år efter, og havde bibeholdt det samme navn, og denne dag tog vi derud for at fejre det nye steds fødselsdag.
Jeg havde ikke været så meget på det nye sted på det sidste, siden Martin, Ask, Kyle og Lotte og alle de andre, alle var rykket med Bolsjefabrikkens datterprojekt, Flydende By, som havde lokaler ude på Teglholmen.
Men Bolsjefabrikken trivedes ganske fint som et tilholdssted for forskellige værksteder. Der var biograf, atelier, øvelokale, galleriet ”Galleri Stald”, cykelværksted, træværksted, hobbyværkstedet ”Fiflen”, bibliotek, indspilningslokale, kælderbaren ”Lommelærken”, fællesfestrummet og køkken og spiserum med ugentlig folkekøkken hver fredag. Desuden var der have med mangfoldighed af forskellige spiselige (og ryge-lige) planter. Og plads til mere og flere.
Så denne aften kørte jeg og Sparrow af sted på tandemen til Nørrebros Bolsjefabrik for at fejre fødselsdagen. Det var også fredag, så vi forventede folkekøkken, men kom ind og mødte Will og Maja der sad i spiserummet.
”Åhr, jeg er sulten, hvad tid er det der er Folkekøkken?” spurgte jeg Maja
”Der er ikke folkekøkken i dag” var svaret ”Der er fødselsdag”
”Ja, er der så ikke ’fødselsdags folkekøkken’?”
”.. det tror jeg ikke..”
”Hvad er alt det så for? ” spurgte jeg og pegede over mod et langbord der var stillet op og fyldt med tallerkner og bestik
”Det er fødselsdags-middag” sagde hun og kiggede ned ”tror ikke det er åbent for alle..”
Vidste ikke om jeg skulle forstå det som at dette var en lukket fest som vi ikke var inviteret til. Maja kan godt nok være lidt svær at forstå til tider, men måtte lige gå ud et øjeblik, lidt i frustration over at blive behandlet som en fremmed, når jeg fra et år siden var med til at bære alle de ting, havde båret alle bøgerne op i biblioteket sammen med Mette og Lotte og havde lagt fliserne i køkkenet.
Jeg gik ind i galleriet som stod åbent med en udstilling af kunstner-freds-gruppen Pink Army. Jeg kiggede ind og så en gruppe at folk jeg umiddelbart ikke kendte, som stod og drak øl omkring en lille bar i galleriet. Pludselig udbryder en af dem
”Jamen det er jo frk. Friborg!”
”øh, ja-a!” svarede jeg uden helt at kunne regne ud hvem det var, men gættede hurtigt på at det måtte være ”Rasmus Osterhammel” en gut fra Bolsjefabrikken, som jeg var venner med på facebook, men som jeg aldrig var helt sikker på hvem var. Men nu er jeg så ret så sikker. Og det var fantastisk at blive budt velkommen af en jeg ikke engang var sikker på hvem var, efter at have følt mig lidt uvelkommen. Så stod og snakkede med Rasmus et stykke tid, kiggede på udstillingen og gik så tilbage til Sparrow – og Laureen, Tom og Keir, Sams venner, som for resten var kommet. Sam, som vi havde håbet at mødes med var åbenbart taget væk fra alt og alle, i behov for at være alene..
Vi gik op i indspilningsstudiet sammen med Will og sad der og ventede indtil maden var klar. Jeg besluttede at jeg var velkommen nok og det var jeg selvfølgelig også og aftenen udviklede sig til at være ganske god.
Det startede ud med en god fødselsdagsmiddag i traditionel stil blandet med Bolsje-folkekøkken-stil, med taler og selskabssange, selvfølgelig med anarki, graffiti og hash flettet ind, på melodierne ”Jeg ved en Lærkerede” og ”Når Jeg Ser et Rødt Flag Smelde”. Maden var vegansk og fantastisk, ligesom den efterfølgende kage.
Efter middagen var der en Tour De Chambre, som startede i galleriet med ”rød champagne”, Pink Army udstilling og musik. Louis og en gut jeg fandt ud af hed Morten sprang pludselig ind iklædt heldragter som henholdsvis vaskebjørn og kanin. Da jeg heldigt nok selv havde min kanin-trøje, med påsyede kaninører på hætten på, hoppede jeg som kanin over til dem, og resten af aftenen var vi dyregruppen!
Derefter gik turen til musik øveren med æblevin og joints og jeg talte med min nye kaninven.
Bagefter kom Fiflen, hvor der var irish coffee og digtskrivningskonkurrence. Hver gruppe trak 2 ord fra en hat der skulle indgå i digtet og vi var dyregruppen og trak ganske passende ”haveslange” og ”ølhund” og fiflede et dyredigt sammen. Digtene blev læst højt fra et bord i midten af rummet og en anden gruppe end os var de heldige vindere af et par trucker briller og 1 mentol smøg.
Så gik turen til træværkstedet hvor de havde en trillebør med øl og man kunne få lov at slå søm i! Hvilket var et stort hit.
I cykelværkstedet havde de ingen drinks, men i stedet en stafetkokurrence. Uden præmie.
I indspilningstudiet var der stoledans - taberne, de som endte uden en stol måtte forlade lokalet og tage en flaske champagne og pope den foran et kamera. Vinderen fik lov at tænde fælles jointen. Den og champagnen blev nydt og delt rundt i biografen, hvor der samtidig var koncert foran en film af bandet i sommerhus.
Til sidst var der dans og bloody marys i fællesrummet, indtil folk faldt i søvn over hinanden på sofaerne og vi cyklede hjemad med Kyle og Keir. Kylde var langt foran os og Keir fulgte efter ham i håb om at han kendte vejen, mens jeg og Sparrow tog vores egen vej. Det viste sig senere at Kyle ikke havde nogen idé om hvor han kørte og Keir mistede ham til sidst og opdagede at han befandt sig i et zonetal meget langt fra 1 eller 2.
Men alt i alt en god aften og god afsked til København, skønt det næsten blev svært at sige farvel, nu hvor alting begyndte at være virkelig godt.
Lørdag gik med at pakke resten af værelset sammen og vi fik skubbet afgangen til tidlig søndag morgen.
..to be continued!
Og PS, du er stadig meget velkommen til at støtte mig på Patreon :)
Comments
Post a Comment